Nordsøfonden sender 2,4 mia. kr. videre til staten

26.04.2019

Nordsøfondens resultat for 2018 blev et overskud på 464 mio. kr., hvilket stort set svarer til overskuddet i 2017. De samlede indtægter fra Nordsøfondens olie- og gassalg i 2018 var 4,4 mia. kr.

Nordsøfondens direktør, Birgitta Jacobsen, fortæller: ”Vi er glade for i år at kunne sende 2,4 mia. kr. videre til statskassen. Det er en stigning på 800 mio. kr. i forhold til 2017.”

Nordsøfondens andel af olie- og gasproduktionen i 2018 var på 7,1 mio. tønder olie og 650 mio. m3 gas. Produktionen er faldet med næsten 15 procent i forhold til 2017 som følge af de eksisterende felters naturlige produktionsfald. At årets resultat alligevel ligger tæt på resultatet for 2017 skyldes højere olie- og gaspriser i 2018.

Investeringer i nye anlæg mangedoblet

Nordsøfonden har i 2018 deltaget i investeringer for næsten 730 mio. kr., hvilket er en mangedobling i forhold til foregående år. Langt størstedelen – i alt 600 mio. kr. – er gået til genopbygningen af Tyra feltets anlæg. Nordsøfonden besluttede i 2017 sammen med de øvrige partnere i DUC at investere op mod 21 mia. kr. i Tyra feltet. Nordsøfonden vil derfor i de kommende år fortsat skulle investere store summer i de nye anlæg.

Anlæggene er en central del af energiinfrastrukturen i den danske del af Nordsøen, og med genopbygningen af Tyra feltets anlæg sikres det at produktionen fra Tyra og de omkringliggende felter kan fortsætte.

Birgitta Jacobsen uddyber: ”Genopbygningen af Tyra feltet er den største enkeltinvestering, som er foretaget i den danske del af Nordsøen, og det enorme projekt er allerede i fuld gang. Efter planen vil der blive lukket midlertidigt for produktionen i efteråret 2019. Derefter vil arbejdet med at erstatte de udtjente anlæg med nye gå i gang, så det forventes, at vi igen er klar til at producere olie og gas fra Tyra feltet i 2022.”  

Energi er en forudsætning for vores moderne samfund, og olie og gas vil fortsat spille en rolle i mange år frem. Det gælder selv om den grønne omstillinger i gang, da der forsat vil være efterspørgsel efter olie og gas til blandt andet opvarmning, transport og den petrokemiske industri (fx produktion af plastikprodukter).  

”Vi kan sikre vores egen produktion af olie og gas i mange år frem med en langsigtet og fremsynet udvikling af den danske del af Nordsøen. Og her er en tilgængelig, moderne infrastruktur som Tyra anlæggene en væsentlig del af grundlaget.”, slutter Birgitta Jacobsen.

 

Læs årsrapporterne for 2018

 

glqxz9283 sfy39587stf02 mnesdcuix8
sfy39587stf03
sfy39587stp14