Anlæggene på Tyra II har opnået fuld teknisk kapacitet

10-11-2024

I dag er en afgørende milepæl i genopbygningen af Tyra II opnået, idet anlæggene efter reetablering har opnået fuld teknisk kapacitet og er klar til drift.

Produktionen via de nye anlæg på Tyra blev genoptaget i marts 2024. Desværre opstod der i indkøringsfasen uforudsete udfordringer med to transformere, der leverer strøm til de vigtige gaskompressorer. Dette har forsinket den fulde idriftsættelse af anlæggene.

Operatøren, TotalEnergies, har nu gennemført de nødvendige reparationer før den kommende vintersæson. Herefter følger en periode med gradvis forøgelse af produktionen fra Tyra feltet og de omkringliggende satellitfelter for at opnå fuld produktion, som forventes nået inden årets udgang.

Når produktionen fra Tyra og de omkringliggende satellitfelter er fuldt etableret, vil Danmark endnu engang være nettoeksportør af gas. Produktionen vil udgøre et vigtigt bidrag til at sikre forsyningen af energi til Danmark og Europa. 

 

Læs REMIT meddelelse (på engelsk) 

Læs TotalEnergies’ pressemeddelelse

Kontakt

Mark Thomson
Chief Commercial Officer