Klima-, energi- og forsyningsministeren har tildelt Inez-licensen (licens 2026-01), som ligger i havet vest for Nordjylland i de kystnære områder af Nordsøen. Licensområdet var en del af den fjerde udbudsrunde om CO2-lagring.
Licensen er blevet tildelt til TotalEnergies og Mitsui, og Nordsøfonden deltager i licensen med en andel på 20 procent. Efterforskningsarbejdet går nu i gang og skal vurdere undergrundens potentiale i område. Hvis licenspartnerne på baggrund af undersøgelserne vurderer området som egnet til lagring af CO2, kan licenspartnerne ansøge Energistyrelsen om tilladelse til at lagre CO2 i området.
Nordsøfonden har med denne licens nu i alt otte licenser til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2, hvoraf én licens har fået grønt lys til at igangsætte lagring af CO2. Licens 2026-01 er den første, som tildeles i et kystnært område. Derudover er der tre licenser offshore og fire licenser på land.
”Vi er glade for at blive partner i endnu en licens, der skal undersøge mulighederne for at lagre CO2 i Danmark. Som statens undergrundsselskab har vi bl.a. et medansvar for at udvikle Danmarks satsning på CO2-lagring i vores undergrund. Det gør vi blandt andet ved sammen med vores respektive partnere at arbejde målrettet på at afklare potentialet i de i alt 8 licenser, vi er en del af. Vi ser frem til at arbejde sammen med TotalEnergies og Mitsui om Inez” udtaler Nordsøfondens direktør Adrian Lübbert.
Læs Energistyrelsens pressemeddelelse